Love for IPA Sektion Danmark
§ 1. Navn og motto Foreningens navn er International Police Association -
Sektion Danmark. Foreningen er stiftet den 19. februar 1962, og dens valgsprog er "Servo per Amikeco", der betyder
Tjene gennem Venskab. Foreningen har sit hjemsted, hvor generalsekretæren er tjenestegørende.
§ 2. Foreningens karakter Foreningen er en selvstændig sektion,
tilsluttet verdensorganisationen International Police Association (IPA), hvis statutter den er forpligtet til at
anerkende og efterleve i den udstrækning, disse ikke strider mod dansk lov. Foreningen er en upolitisk
venskabsorganisation, der ikke har til hensigt at konkurrere med bestående politiorganisationer, men er indstillet
på samarbejde med disse til fælles gavn.
§ 3. Formål Foreningens formål er:
§ 3.1. at bringe IPA-medlemmer fra de tilsluttede lande i venskabelig kontakt med hinanden gennem brevveksling,
ferieudveksling, familiekontakter og internationale sammenkomster mm.
§ 3.2. at udvikle kammeratskabet og samhørigheden mellem alle, der har deres arbejde i politiet eller er
pensioneret fra dette - såvel på det nationale som internationale område.
§ 3.3. at højne politiets anseelse ved social-, kulturel- og oplysende virksomhed.
§ 4. Medlemskab § 4. 1. Som medlem af foreningen optages efter
ansøgning alle tjenestegørende og pensionerede polititjenestemænd, samt andre ansatte i politiet, som er aflønnet
af Rigspolitichefen, er fastansat og har mindst 3 års anciennitet.
§ 4.2. Ægtefæller/samlever efter et medlem, der er afgået ved døden, kan efter begæring optages som medlem.
Samlivet skal have haft en varighed af mindst 5 år.
§ 4.3. Alle medlemmer modtager medlemsbevis og foreningsemblem samt efter ønske sektionsloven.
§ 4.4. Alle medlemmer betaler kontingent, der fastsættes på Landsmødet.
§ 4.5. Æresmedlemmer udnævnes på de ordinære Landsmøder og fritages for normalkontingent. Motiverede forslag om
æresmedlemskab indgives af foreningens medlemmer til forretningsudvalget.
Forslaget og indstilling sendes til høring blandt hovedbestyrelsens medlemmer, der ved tilbagesvar samtidig afgiver
stemme for eller imod. Har forslaget ikke opnået 2/3 tilslutning bortfalder forslaget. Grundlaget for et
æresmedlemskab er en ekstraordinær og uegennyttig indsats for foreningens medlemmer.
§ 4.6. Tjenestegørende polititjenestemænd fra andre nationer, der endnu ikke har oprettet selvstændig og anerkendt
IPA-sektion, kan opnå udenlandsk associeret medlemskab med hovedbestyrelsens godkendelse, men kan ikke indvælges i
sektionens ledende organer og har ikke stemmeret. Udenlandske associerede medlemmer betaler kontingent efter
hovedbestyrelsens individuelle beslutning.
Medlemskabet kan opsiges uden varsel.
§ 4.7. Foreningens medlemmer forpligter sig til støtte og fremme af foreningens formål. Intet medlem kan økonomisk
forpligte sektionen eller i øvrigt repræsentere denne ved inden- og udenlandske arrangementer eller lignende, uden
bemyndigelse fra forretningsudvalget.
§ 4.8. Ophør af medlemskab sker ved
a) skriftlig udmeldelse til kredsformanden eller ved
b) afsked, medmindre denne sker ved alders- eller sygdomsbetinget pension, eller ved
c) afsked i forbindelse med privatiseringer eller nye arbejdsområder samt efter rådighedsløn
Et medlem, der forlader politiet som nævnt under pkt. c, kan via sin kreds skriftligt søge om tilladelse til at
fortsætte medlemskabet af IPA. Ansøgningen forelægges hovedbestyrelsen, som i særlige tilfælde kan give tilladelse
til fortsat medlemskab.
Ophør af medlemskab sker automatisk ved kontingentrestance i mere end 1 år.
Eksklusion kan ske, når et medlem har optrådt uværdigt eller i strid med foreningens interesser. Beslutning herom
træffes af hovedbestyrelsen. Eksklusionen kan af medlemmet indankes for førstkommende ordinære Landsmøde, men anken
har ikke opsættende virkning.
Eksklusion skal meddeles den pågældende ved anbefalet brev.
Ved ophør af medlemskabet tilbageleveres medlemsbeviset.
§ 5. Organisationen Organisationen ledes af:
- landsmødet
- hovedbestyrelsen
- forretningsudvalget samt
- 3 kommissioner.
Den er opdelt i:
- sektionen,
- kredsforeningerne,
- lokalforeninger samt
- IPA-klubber.
§ 6. Landsmødet § 6.1. Landsmødet er foreningens øverste
myndighed.
§ 6.2. Ordinær landsmøde afholdes hvert 2. år i marts/april måned, og indkaldes af forretningsudvalget med mindst 5
ugers varsel.
§ 6.3. Ordinær landsmøde har mindst følgende dagsorden:
1: Valg af dirigent, der udpeger et stemmeudvalg
2: Godkendelse af fuldmagter
3: Præsidentens beretning
4: Regnskab, herunder
- fastsættelse af kontingent
- fastsættelse af kredstilskud
- bevillinger
5: Information fra generalsekretæren.
6: Rapport fra kommissionerne
7: Rapport fra kredsene
8: Indkomne forslag
9: Valg af
- Præsident
- 1. vicepræsident
- 2. vicepræsident
- 3. vicepræsident
- Generalsekretær
- Assisterende generalsekretær
- Hovedkasserer
- Assisterende hovedkassererer
- En suppleant
- To revisorer
- To revisorsuppleanter
10: Eventuelt.
§ 6.4. Forslag, der ønskes behandlet på landsmødet, skal være generalsekretæren i hænde senest 21 dage før mødet og
være udsendt til hovedbestyrelsen mindst 14 dage før mødet.
Ekstraordinært kan forslag, der fremsættes under landsmødet, dog behandles efter landsmødets godkendelse heraf.
§ 6.5. Præsidentens beretning og rapport fra kommissionerne udsendes skriftligt til hovedbestyrelsen mindst 14 dage
før landsmødet.
§ 6.6. Ekstraordinært landsmøde kan indkaldes med mindst 4 ugers varsel af hovedbestyrelsen, forretningsudvalget
eller mindst 5 kredsforeninger, når de fremsætter skriftlig begæring herom.
§ 6.7. Stemmeberettigede er hovedbestyrelsen samt 2 delegerede fra hver kreds med 300 til 800 medlemmer. Derudover
har kredsforeningerne ret til yderligere 1 delegeret for hver påbegyndt 400 medlemmer.
Fraværende stemmeberettigede kan afgive skriftlig fuldmagt til en anden, navngiven stemmeberettiget.
Ingen stemmeberettiget kan møde med mere en 1 fuldmagt.
§ 6.8. Æresmedlemmer inviteres til deltagelse i landsmødet uden stemmeret.
Medlemmer kan indkaldes uden stemmeret.
Landsmødet kan overværes af foreningens medlemmer.
§ 6.9. Landsmødet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af de delegerede er til stede.
§ 7. Hovedbestyrelsen § 7.1. Sektionen ledes af en
hovedbestyrelse af tjenestegørende medlemmer, der ikke må være fyldt 63 år.
§ 7.2. Hovedbestyrelsen består af:
- Præsidenten
- 1. vicepræsident
- 2. vicepræsident
- 3. vicepræsident
- Generalsekretæren
- Assisterende generalsekretær (medlemssekretær)
- Hovedkassereren
- Assisterende hovedkasserer,
der vælges på det ordinære landsmøde for 2 år ad gangen, samt
- Kredsformændene.
§ 7.3. Ved et landsmødevalgt hovedbestyrelsesmedlems udtræden indkaldes suppleanten.
Hovedbestyrelsen kan omkonstituere sig.
§ 7.4. Forretningsudvalget har hver 2 stemmer. De øvrige hovedbestyrelsesmedlemmer har hver 1 stemme, også selv om
den enkelte kan besidde flere poster.
Fraværende hovedbestyrelsesmedlemmer kan lade sig repræsentere ved skriftlig fuldmagt af et andet
hovedbestyrelsesmedlem.
Et hovedbestyrelsesmedlem kan kun gøre brug af 1 fuldmagt.
Fraværende kredsformænd kan i stedet lade sig repræsentere ved stedfortræder.
§ 7.5. Hovedbestyrelsen afholder mindst to ordinære møder om året og indkaldes med mindst 14 dages varsel.
Ordinært hovedbestyrelsesmøde kan undlades i det halvår, der er landsmøde.
I de år, hvor der ikke afholdes ordinært landsmøde, kan hovedbestyrelsen beslutte, at det første ordinære
hovedbestyrelsesmøde afholdes således, at lokalforenings- og IPA-husformændene kan deltage.
Efter behov kan foreningens tillidsmænd, kontaktpersoner og kommissionsmedlemmer m.fl. indkaldes til
hovedbestyrelsesmøderne.
Forretningsudvalget indkalder af egen drift, eller når mindst 3 hovedbestyrelsesmedlemmer kræver det, til
ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde.
§ 7.6. Hovedbestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede.
§ 8. Forretningsudvalget § 8.1. Forretningsudvalget forestår
foreningens daglige ledelse under ansvar overfor landsmødet og hovedbestyrelsen.
§ 8.2. Forretningsudvalget består af:
- Præsidenten
- 1. vicepræsident
- Generalsekretæren og
- Hovedkassereren.
§ 8.3. Indkaldelse til forretningsudvalgsmøde sker efter behov og så vidt muligt med mindst 10 dages varsel.
§ 9. Kommissionerne § 9.1. Foreningens tre kommissioner
fungerer som stående udvalg under ledelse af hver sin vicepræsident med følgende ansvarsområde:
- 1. vicepræsident
Den professionelle kommission.
- 2. vicepræsident
Den kulturelle kommission.
- 3. vicepræsident
Den sociale kommission.
§ 9.2. Hovedbestyrelsen kan beslutte en nærmere afgrænsning eller udvidelse af kommissionernes virkefelt.
§ 10. Sektionens ledelse § 10.1. Præsidenten repræsenterer
foreningen som dennes øverste tillidsmand.
Præsidenten leder foreningens hovedbestyrelses- og forretningsudvalgsmøder.
Præsidenten er foreningens internationale delegerede ved IPA-Verdenskongresser og IEC-møder. Hovedbestyrelsen
vælger i sin kreds en stedfortræder til funktionen som delegeret. Ved dette valg skal der tages hensyn til
kontinuitet, den pågældendes erfaring i internationalt arbejde samt til den pågældendes sprogkundskaber.
Medmindre andet besluttes af hovedbestyrelsen, deltager den delegerede og generalsekretæren i IPA's
verdenskongresser og IEC-møder.
§ 10.2. Generalsekretæren forestår foreningens daglige drift i nært samarbejde med præsidenten og de øvrige
medlemmer af forretningsudvalget.
Generalsekretæren er forbindelsesled til foreningens organer og tillidsmænd, samt forbindelsesled til de
tilsvarende organer og tillidsrepræsentanter i udenlandske sektioner og den internationale ledelse af IPA.
Generalsekretæren påser og foranlediger indkaldelse til landsmøder, hovedbestyrelsesmøder og
forretningsudvalgsmøder, samt tilmeldinger af danske delegationer mv. til internationale møder.
Generalsekretæren påser, at beslutninger, der er truffet af landsmøde, i hovedbestyrelsen, i forretningsudvalget
eller på de internationale møder, gennemføres som vedtaget.
Er såvel præsidenten som 1. vicepræsident fraværende, leder generalsekretæren på disses vegne foreningen.
§ 10.3. Assisterende generalsekretær er generalsekretærens stedfortræder, der fører kartotek over alle foreningens
medlemmer og har prokura til udstedelse af IPA-medlemsbeviser (pas).
Assisterende generalsekretær er økonomisk underlagt 1. kommission.
§ 10.4. 1. Vicepræsident er præsidentens nærmeste stedfortræder og formand for den professionelle kommission,
ligesom han er forbindelsesled til den tilsvarende internationale kommission.
Den professionelle kommission har følgende ansvarsområder:
- Meddele fortolkningsbidrag til gældende bestemmelser.
- Afgive indstilling om godkendelse af love for kreds- og lokalforeninger.
- IT arbejdet.
- Referere forretningsudvalgs- og hovedbestyrelsesmøder, og foranledige referat optaget på landsmøder.
§ 10.5. 2. Vicepræsident er formand for den kulturelle kommission samt forbindelsesled til den tilsvarende
internationale kommission.
Han er ansvarshavende redaktør for IPA-bladet.
Den kulturelle kommission har følgende ansvarsområder:
- Bladudgivelse.
- Kulturelle aktiviteter.
- Kursuscentret IBZ Schloss Gimborn.
- Ungdomsseminarer.
- Hvervemateriale o.lign. for IPA.
- Hobbyvirksomhed i IPA's regi.
- Gaveartikler mm.
- IPA-klubber.
§ 10.6. 3. vicepræsident er formand for den sociale kommission samt forbindelsesled til den tilsvarende
internationale kommission.
Den sociale kommission har følgende ansvarsområder:
- IPA-huse.
- Rejsesekretærvirksomhed.
- Foreningsrejser i ind- og udland.
- Nødhjælpsaktiviteter i ind- og udland.
- IPA's sociale fond.
- Ungdomsudveksling.
- Ungdomsaktiviteter.
- Rådgivning for kredse og lokalforeninger i sociale spørgsmål.
§ 10.7. Kommissionsmedlemmer vælges af hovedbestyrelsen, så vidt muligt efter annoncering i IPAnyt og med
indstilling fra den pågældende vicepræsident.
Dog vælger kredsen af IPA-huse i Danmark et kommissionsmedlem, der fungerer som rådgiver og forbindelsesled mellem
3. kommission og IPA-husene i IPA-husanliggender.
§ 11. Kredsforeninger § 11.1. Hver kredsforening ledes af en
bestyrelse på mindst 3 medlemmer - formand, kasserer og sekretær. Formanden skal være tjenestegørende
polititjenestemand og må ikke være fyldt 63 år.
§ 11.2. Kredsforeningernes geografiske områder svarer til politikredsgrænserne. Fravigelser kan ske efter indbyrdes
aftale mellem de berørte kredse og efter godkendelse af hovedbestyrelsen.
Færøerne og Grønland hører under kreds København.
§ 11.3. Kredsforeningernes love skal godkendes af hovedbestyrelsen efter indstilling fra 1. kommission.
§ 11.4. Kredsforeningerne afholder generalforsamling hvert år senest i februar måned.
§ 11.5. Kredsformændene indtræder straks efter valg i hovedbestyrelsen og fungerer som forbindelsesled mellem
kredsen og den øvrige organisation.
§ 11.6. Inden udløbet af 1. uge i marts skal der til generalsekretæren indsendes beretning, revideret og godkendt
regnskab samt fortegnelse over foreningens bestyrelse.
§ 11.7. Fra sektionskassen overføres hvert år et af landsmødet fastsat tilskud til kredsforeningerne. Tilskuddet
beregnes på grundlag af det antal medlemmer, der via løntilbageholdelse betalte normalkontingent pr. 1. januar og
det antal pensionister, der i året forinden betalte kontingent. Tilskuddet udbetales med halvdelen pr. 1. april og
halvdelen pr. 1. oktober.
§ 11.8. Koordinerende kredsledermøder kan afholdes efter behov.
Forretningsudvalget skal underrettes herom og har ret til at overvære mødet med et medlem.
§ 12. Lokalforeninger § 12.1. Lokalforeninger kan oprettes
efter samråd med kredsledelsen, der fastsætter området.
Hver lokalforening ledes af en bestyrelse på mindst 3 medlemmer. Formanden skal være tjenestegørende
polititjenestemand og må ikke være fyldt 63 år.
§ 12.2. Lokalforeningernes love udformes i samråd med kredsledelsen og skal godkendes af hovedbestyrelsen efter
indstilling fra 1. kommission.
§ 12.3. Lokalforeningerne afholder generalforsamling hvert år senest i januar måned.
Grønlands lokalforening dog hvert andet år.
§ 12.4. Inden udløbet af 1. uge af februar skal der til kredsen indsendes aktuel beretning, revideret regnskab,
opgørelse af medlemstallet pr. 1. januar samme år samt fortegnelse over foreningens bestyrelse.
§ 12.5. Lokalforeningerne kan få tilskud, fastsat af de respektive kredse.
Økonomien kan i øvrigt baseres på lokalt medlemskontingent, besluttet af den enkelte lokalforenings
generalforsamling, eller på indtægter ved andre aktiviteter. Der er ikke medlemspligt af lokalforeningerne.
§ 13. IPA-klubber
§ 13.1. IPA-klubber kan oprettes af interessegrupper blandt medlemmerne til fremme af foreningens formål jf. §
3.
§ 13.2. Ved oprettelse af en IPA-klub skal klubbens formål og virke indberettes til generalsekretæren, der
forelægger indberetningen på førstkommende hovedbestyrelsesmøde til godkendelse.
§ 13.3. Der fordres ingen vedtægter for IPA-klubber, men de skal følge de foreningsprincipper, der er angivet i
foreningens lov, herunder orientere kommissionen og de berørte kredse om aktiviteter.
§ 13.4. IPA-klubber har ikke krav på selvstændig repræsentation i IPA's ledende organer, men kan fremføre
synspunkter via den kulturelle kommission.
§ 13.5. Ingen IPA-klub kan forpligte den øvrige organisation økonomisk eller på anden måde.
§ 14. Afstemningsregler
§ 14.1. Ved afstemninger i foreningens organer kræves almindelig stemmeflertal. Ved stemmelighed bortfalder
forslaget. Til lovændring kræves 2/3 flertal af de stemmeberettigede på landsmødet. Afstemningerne foregår ved
håndsoprækning medmindre der begæres skriftlig afstemning.
En fuldmagt skal være dateret, ikke over 2 uger gammel, og kan kun anvendes af den person, der er anført som
befuldmægtiget.
§ 15. Økonomi § 15.1. Forretningsudvalget disponerer efter
hovedbestyrelsens anvisninger over foreningens midler med ansvar over for landsmødet.
De daglige dispositioner foretages af hovedkassereren, og ved dennes forfald af assisterende hovedkasserer.
§ 15.2. Foreningen hæfter alene med sin formue, og medlemmerne hæfter ikke personligt.
Foreningen yder ikke underskudsgaranti til arrangementer, medmindre den kompetente forsamling har givet direkte
tilsagn herom.
§ 15.3. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
§ 15.4. Hovedkassereren fører kasseregnskab over alle ind- og udbetalinger. Bilag skal foreligge.
Udbetalinger, hvor modtageren ikke har kvitteret, skal attesteres af et andet forretningsudvalgsmedlem, medmindre
udgiften er bevilget.
§ 15.5. Der udfærdiges særskilt regnskab for rejser, arrangementer og andre aktiviteter i foreningens regi.
Regnskaberne skal være tilgængelige for hovedbestyrelsen.
§ 15.6. Hovedkassereren udarbejder budgetopstilling for det kommende år til forelæggelse ved årets andet ordinære
hovedbestyrelsesmøde.
Hovedkassereren er ansvarlig for regnskabernes afslutning og forelæggelse for revisorerne senest den 15. februar
hvert år. De reviderede regnskaber udsendes årligt til hovedbestyrelsens medlemmer senest den 1. marts.
§ 15.7. Den kontante kassebeholdning bør ikke overstige et af hovedbestyrelsen fastsat beløb. Foreningens øvrige
midler anbringes på anfordring i Politiets Sprogforbund, bank, sparekasse eller postgirokonto efter
hovedbestyrelsens anvisninger.
I særlige tilfælde kan foreningen efter landsmødets beslutning investere i fast ejendom, hvis foreningens formål
derved fremmes.
§ 15.8. Hovedkassereren og præsidenten kan i særlige tilfælde hver for sig tegne foreningen, hvor den enkelte
disposition højst engagerer foreningen for en beløbsstørrelse, fastsat af hovedbestyrelsen.
Udbetalinger herudover kræver hovedbestyrelsens samtykke.
§ 15.9. Foreningens kontingent til organisationens internationale kasse indbetales som bestemt i de internationale
statutter.
§ 15.10. Der kan efter hovedbestyrelsens bestemmelse ydes refusion af driftsomkostninger, afholdt af foreningens
tillidsmænd.
§ 15.11. Udgifter til rejse, ophold og fortæring i forbindelse med sektionens møder afholdes af foreningen efter
regning.
Rejserefusion ydes normalt efter DSB-takster for 2. klasse eller ved brug af egen bil efter statens billigste
takster.
For æresmedlemmers deltagelse i landsmødet ydes rejserefusion efter samme regler, ligesom foreningen betaler ophold
og fortæring under landsmødet.
Ved rejser i udlandet ydes refusion af udgifter til rejse, ophold og fortæring samt eventuelle diæter efter
hovedbestyrelsens anvisninger.
Lokalforeningsformændenes deltagelse i de udvidede hovedbestyrelsesmøder betales efter kredsens bestemmelse.
§ 15.12. Normalkontingent opkræves månedsvis forud gennem Politiets Sprogforbund, eller direkte af Sektionen.
§ 16. Revision § 16.1. Revisorerne har pligt til hvert år
kritisk at gennemgå foreningens regnskaber, herunder regnskaber ført af kommissioner, udvalg eller enkeltpersoner,
og forsyne dem med bemærkninger til forelæggelse for hovedbestyrelsen og til godkendelse henholdsvis på landsmødet
eller af hovedbestyrelsen i april måned i de år, der ikke afholdes landsmøde.
§ 16.2. Revisorerne er berettiget til at foretage uanmeldte kasse- og bilagsrevisioner.
§ 17. Foreningens opløsning § 17.1. Forslag til opløsning af
foreningen skal fremsættes på et ordinært eller et ekstraordinært landsmøde.
Såfremt mindst 2 kredsforeninger ønsker at bevare foreningen, kan forslag om opløsning ikke fremmes.
§ 17.2. Ved foreningens opløsning skal dens formue overføres til en fond under ledelse af Politiets Sprogforbund
eller ved dettes forfald, - under ledelse af Rigspolitichefen.
§ 17.3. Fonden skal administreres i henhold til foreningens formålsparagraf.
§ 18. Ikrafttræden § 18.1 Foreningens foran beskrevne lov blev
vedtaget på Landsmødet 21. april 2007, og træder i kraft pr. samme dato.
§ 18.2 Samtidig ophæves loven vedtaget på Landsmødet i 1995 med senere ændringer.
|