21 Jul 2008 |
|
| International Police Association, IPA, blev stiftet i England i 1950 af en engelsk bobby Arthur Troop, der kunne se, at politibetjente verden over måtte have mange fælles interesser ud over de rent faglige. Og under mottoet "Servo per amikeco" latin for: "Tjene gennem venskab", indledtes IPA's glorværdige historie. Foreningen fik så meget medvind, at vi nu er ca. 300.000 medlemmer fordelt på 62 lande. Arthur Troop nåede at deltage i festlighederne ved IPA's 50-års jubilæum i år 2000, men han afgik desværre ved døden den 30. november 2000. IPA Dansk Sektion blev stiftet i 1962 og vort formål følger de internationale: At bringe IPA-medlemmer fra de tilsluttede lande i venskabelig kontakt med hinanden gennem brevveksling, ferieudveksling, familiekontakter, internationale sammenkomster mv. At udvikle kammeratskabet og samhørigheden mellem alle, der har deres arbejde i politiet eller er pensioneret fra dette – såvel på det nationale som på det internationale område. At højne politiets anseelse ved social-, kulturel- og oplysende virksomhed. IPA's Radioklub, IPARC, blev i Danmark stiftet i 1972, og vi var det første land, der fik bogstaverne ”IPA” i vort kaldesignal, nemlig OZ5IPA. Klubben, der er den eneste anerkendte klub i sektion Danmark, skal til enhver tid følge såvel de internationale som den danske sektions love. IPAs danske sektion har på et forretningsudvalgsmøde i juni 1994 besluttet, at radioklubben kan søge sponsorstøtte til aktiviteterne. Formændene har i tidens løb været: Fra 13. december 1972 til 20. maj 1987: OZ9OI Ove Bjerregaard Fra 21. maj 1987 til 22. oktober 1993 OZ5VO Lars Ole Bloch Pedersen Fra 23. oktober 1993 til dato: OZ5AAH Preben Jakobsen, ”BEN” |