Københavns Politi

 retur

Vedtægter

Vedtægter  

for 

International Police Association 

IPA kreds 11, København

 

 

§ 1. Navn – oprettelse – hjemsted. 

Foreningens navn er IPA kreds 11, København og har hjemsted, hvor formanden er tjenestegørende.  

Foreningen er stiftet den 10. maj 2007, og det geografiske område svarer til politikredsens område, Rigspolitichefens afdelinger, samt Færøerne og Grønland.  Fravigelse kan ske efter indbyrdes aftale mellem berørte IPA-kredse og efter godkendelse af hovedbestyrelsen.

 

§ 2. Formål. 

Kredsforeningen varetager IPA Sektion Danmarks overordnede formål ved at virke som koordinerende led mellem sektionen og kredsens lokalforeninger, ved at varetage det enkelte medlems IPA interesser, ligesom kredsforeningen skal medvirke til samarbejde imellem lokalforeningerne. 

 

§ 3. Optagelse og udmeldelse. 

Ethvert medlem af IPA Sektion Danmark, der er tjenestegørende i politikredsen eller hos Rigspolitiet er automatisk medlem af IPA Kreds 11, København. 

Medlemmerne fra Færøerne og Grønland er tilknyttet kredsen. 

Pensionerede medlemmer forbliver medlem af den kredsforening de tilhørte ved pensioneringen. 

IPA-medlemmer der ønsker andet tilhørsforhold kan få dette efter aftale med de implicerede IPA kredse. 

Optagelse, udmeldelse og evt. eksklusion af medlemmerne sker jfr. Vedtægter for IPA Sektion Danmark. 

 

§ 4. Medlemsforpligtelser

IPA-kredsens medlemmer betaler kontingent til IPA Sektion Danmark og evt. til den lokalforening, som medlemmet eventuelt er tilknyttet. 

Ethvert medlem er forpligtet til at efterleve IPA-kredsens, Sektionens samt de internationale vedtægter. 

Intet medlem kan forpligte foreningen, eller i øvrigt repræsentere denne ved inden eller udenlandske arrangementer eller lignende uden forudgående bemyndigelse. 

Ingen lokalforening eller interessegruppe kan forpligte IPA-kredsen økonomisk ud over de bevilgede tilskud. 

Medlemmerne hæfter ikke personligt for foreningens gæld. 

 

§ 5. Generalforsamling. 

IPA kredsen afholder generalforsamling hvert år senest i februar måned. 

Indkaldelse skal ske med mindst 3 ugers varsel via IPA NYT eller elektronisk til medlemmerne eller ved opslag på kredsens tjenestesteder. Pensionerede medlemmer indkaldes ved postomdelt skrivelse eller pr. e-mail. 

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal fremsættes skriftligt og være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. 

Generalforsamlingen skal have mindst følgende dagsorden: 

  1. Valg af dirigent. 
  2. Godkendelse af fuldmagter. 
  3. Formandens beretning. 
  4. Kassererens beretning. 
  5. IPA – Arresøhus. 
  6. Behandling af indkomne forslag. 
  7. Valg jf. § 6. 
  8. Fastsættelse af tilskud til lokalforeningerne. 
  9. Eventuelt. 

 

§ 6. Foreningens ledelse – valg. 

Bestyrelsen skal bestå af 3 medlemmer: Formand, kasserer og sekretær. 

Lokalforeningsformænd har automatisk plads i bestyrelsen. 

Formanden vælges direkte på generalforsamling og indtræder straks som hovedbestyrelsesmedlem. Formanden skal være tjenestegørende i politiet, og må ikke være fyldt 63 år. 

Den øvrige bestyrelse konstituerer sig med kasserer og sekretær. 

Kredsbestyrelsen vælges for 2 år ad gangen, således at Formanden og Sekretæren afgår ulige år, mens Kassereren afgår i lige år. 

Derudover vælges en suppleant for bestyrelsen, 2 regnskabskontrollanter og en regnskabskontrollant suppleant for 1 år.  

 

§ 7. Afstemning. 

Ved afstemninger kræves almindeligt flertal, og forslaget bortfalder ved stemmelighed. 

Til lovændring kræves mindst 2/3 flertal af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer. 

Afstemninger sker ved håndsoprækning, medmindre en stemmeberettiget begærer skriftlig afstemning. 

Ved forfald kan et medlem lade sig repræsentere ved skriftlig fuldmagt, der skal være dateret og ikke mere end 2 uger gammel. Ingen kan anvende mere end 1 fuldmagt. 

§ 8. Ekstraordinær generalforsamling. 

Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter indkaldelse fra bestyrelsen eller efter skriftligt formuleret krav fra mindst 10 % af foreningens medlemmer med angivelse af motiveret dagsorden. 

Der er samme indkaldelsesvarsel og varslingsprocedure som ved indkaldelse til en ordinær generalforsamling. 

 

§ 9. Referat - medlemskartotek – regnskab. 

Der tages referat fra foreningens generalforsamling og bestyrelsesmøder. 

Inden udløbet af 1. uge i marts indsendes til sektionens generalsekretær følgende: 

- Beretning fra den årlige generalforsamling. 

- Revideret og godkendt regnskab. 

- Fortegnelse over IPA-kredsens bestyrelse. 

Kredsforeningen fører medlemskartotek i tæt samarbejde med sektionens medlemssekretær. 

Kassereren fører regnskab over samtlige ind og udbetalinger og disponerer økonomisk efter bestyrelsens beslutninger. 

Regnskabsåret følger kalenderåret, og det reviderede regnskab forelægges til godkendelse på den årlige generalforsamling. 

Kredsforeningens økonomi baseres på det årlige tilskud fra IPA Sektion Danmark. 

 

§ 10. Foreningens opløsning. 

Forslag til opløsning af foreningen kan kun ske på en ekstraordinær generalforsamling. 

Hvis 50 medlemmer skriftligt eller til en ekstraordinær generalforsamling ønsker at fortsætte IPA kredsen, kan forslag om opløsning ikke fremmes. 

I tilfælde af IPA-kredsens opløsning tilfalder evt. midler IPA Sektion Danmark. 

Disse vedtægter er vedtaget på IPA-kredsens stiftende generalforsamling den 27. februar 2008, og træder straks i kraft, men skal godkendes af IPA Sektion Danmark. 

 

København den  

den 27. januar 2011.  

 

 Start

Logo_2012

  Aktivitetskalender